Madblogstoppen

fredag den 24. august 2012

Tøsetur

Forgangne week-end skulle der slappes af og snakkes igennem. Vi tre "gamle" Bedste-veninder havde fundet et hul i kalenderen og var draget i sommerhus i Hals.
Mens resten af DK stønnede i 30 graders varme, havde vi valgt at være dér hvor klimaet var til at holde ud.
Vi drog til Skagen, shoppede i sol, picnic´ede i gråvejr og skulle være gået til Grenen i REGN! Men forlagde gåturen længere sydpå, hvor det kun dryppede let.
Under lystig "kaglen" fik vi travet en god tur ved Kandestederne - også et dejligt sted.

Senere kørte vi igen sydpå, for da at møde solen på et tidspunkt. Men vi havde endnu et stop på vores vej. "Jensen´s Fiskerestaurant" i Sæby - jeg fristes til at sige "Jensen´s nu med fisk."
Vi havde været forudseende nok til at bestille bord, Bedste-veninden højt mod Nord, havde været der før og fortalt godt om stedet.

Fiskerestauranten ligger lige på havnen, er rustikt indrettet med store plankeborde, som Jensen selv bænkede os ved. Der er også en veranda, hvor man i lidt roligere omgivelser kan indtage sin fisk. Stedet er kendt for sin store fiske-buffet og det havde en lun lørdag i august trukket fulde huse, så der var fyldt og støj-niveauet var derefter.
Vi gik som de fleste andre ombord i fiske-buffeten:
Der var de kolde salater, rejer med og uden skal og marianader, røget og gravet fisk, nykogte krabbeklør, jomfruhummer, krebs og pil-selv-rejer.

På den anden side de lune retter med bl.a. Rødtunge i hvidvinssauce, kulmule, torsk i tomat. rødfisk, laks og spinat og smørfisk.
Der var kartoffeltilbehør, salatbar, brød og to duftende supper, samt lidt frugt til at slutte af med.
Jeg var nødt til at gå MANGE gange for at få smagt så meget som muligt.

Jeg var især vild med rødtungen, selvom veninden var uheldig og få en ret tør én af fileterne. Torsken og muslingerne var dejlige og med sprødt grønt til.

Skaldyrene var også rigtig gode, jomfruhummer, krebs og spicy tigerrejer i lage - rødfisken i en slags tomatsovs synes jeg til gengæld var ret fad i smagen.
Fik også en dejlig hummersuppe med urter og krebs - uhmmmmm.
Alt i alt en rigtig god madoplevelse - og så for 199,- kr plus drikkevarer selvfølgelig.
Kan godt anbefales hvis man er på de kanter og er til fisk, de har også andre retter på kortet bl.a. et mega stjerneskud - ville dog gerne have siddet på verandaen, så vi kunne have fået "kaglet" endnu mere. Men det genoptog vi bare derhjemme i nattøj og med en kop te.

Næste morgen var der så dømt "galla" til morgenmaden - da vi ikke var omklædte til restaurantbesøget og de medbragte kjoler da ikke skulle gå til spilde.
Prøv det - "galla" eller Jensen´s - begge dele breder smil på læben.
Linda

torsdag den 16. august 2012

Dansk National-ret???

Hvad er det vi danskere spiser mest eller oftest? Der er lavet undersøgelser og statistikker, over emnet og da jeg i ferien for 117. gang sad ved morgenbordet, så kom det til mig at én af de ting vi her i landet spiser rigtigt meget af er brød med ost.

Det være sig hvidt- groft- spelt- knæk- eller rug-brød og ostene er ligeledes et utal af variationer over temaet Mælk + løbe + salt + bakterier + lagring.
Vi klasker det ene ovenpå det andet, med eller uden smørelse i mellem.
Når det skal være festligt kommes der en skive grønt, eller en klat syltetøj på.

Dette fænomen hørte jeg nogle unge udvekslingsstudenter fra fjerne himmelstrøg udtale sig om i radioen. Én havde synes at det med syltetøjet ovenpå var det mest særprægede, da han første gang var blevet præsenteret for dét under det store danske morgen bord.
Jeg er stor tilhænger af det hele, det stimulerer stort set alle vores smagssanser, sprødt kombineret med blødt, salt, syrligt, sødt, umami og måske bittert.
Men var nok nået til et "tidspunkt i mit liv hvor der skulle ske noget nyt" ;o)
Så jeg måtte kreere noget andet der kunne prøves, derfor kom jeg på en frugt-pålæg, der kan varieres i det uendelige.
Jeg brugte:
100 g valnødder
100 g semi-tørrede dadler
85 g abrikoser
2 spsk kakao

Abrikoser blev lagt i blød i kogende vand en times tid.
Jeg blendede nødderne fint og tilsatte kakao.
Kom så udblødte abrikoser og dadler i og kørte for "voll gazzz" indtil massen var jævn og ensartet.
Man kan tilsætte lidt mere væske hvis den ønskes blødere.

Af denne portion fik jeg et lille glas og en god klat til prøvesmagning.

Der kan bruges mange forskellige slags nødder eller kerner, tørret frugt i en uendelighed, ligesom der kan tilsættes smagsvarianter over kakao, vanillle, kanel, lakrids?, appelsin/lime- skal/saft, likører eller saft........... you name it.

Jeg synes det var en fornøjelse at sætte tænderne i noget "nyt", smagen var sødlig med et let bittert strejf og mild af kakao.
Men jeg er stadig STOR tilhænger af noget af vores nationale Ostemad med og uden topping.

Tag en bid, Linda