Madblogstoppen

onsdag den 14. december 2011

Fra det gastronomiske øde-land.

Vi er her endnu. Vi spiser endnu. Vi laver sågar mad endnu. Vi lader os af og til beværte af andre. Men er nok mere eller mindre overvældet af den "voldsomme trængsel og alarm".


Sådan er det i alt fald her hos os. Men i aftes havde jeg alene-tid og synes den skulle udnyttes til noget godt.

Havde set mig lidt lun på nogle lakrids-karameller fra "Mad og Venner"
Der skulle bruges:
400 g (hvidt)sukker - havde været ude at investere i netop dette.
200 g lys rørsukker
2½ dl cane syrup - havde en i gemmerne, vist fra Blogger-træf
2½ dl kondenseret mælk - fikset hos den lokale Thai-købmand
½ liter piskefløde
230 g smør
4 tsk lakridspulver

Alt var klappet og klart................ hov, hvor var fløden???????? Glemt!!!! Hvilket sendte mig ud på en rask trave-tur, da bilen var udlånt til anden side. Sikkert meget godt med henblik på, at jeg drømte om at skulle indtage noget af resultatet senere.

Vel tilbage igen kom alt undtagen lakrids-pulver, i en god saute-pande og så blev der kogt.....


Først blev det lyst og meget skummende. Sørg for ikke at køre med for kraftig varme.


Senere mere tykflydende og gylden-brunt.


Efter at have rørt og rørt, set/hørt både Price & Blomsterberg samt div. andre udsendelser og der var gået en rum tid.
Så var karamellen meget gylden og tykflydende og klar til at blive rørt med lakridspulveret.
Man anbefalede at bruge et sukker-termometer og karamellen skulle være klar ved 120 grader. Jeg tog den dog på husmoder-metoden.


Karamellen blev hældt op i et tykt lag i en ca. 20x35 cm bradepande med bagepapir.
Massen skulle så stivne, hvilket den fik lov til natten over. Og så fik jeg trænet overarmene, da jeg gav mig i kast med at skære massen ud i bidder.

Først stænger, så puste-pause, og så karameller.
Der blev vendt i henholdsvis lakridspulver.



Og nogle gav jeg et drys kakao.

Så vidt så godt i jule-travlheden. Det er en stor mængde karameller og smagen er SUPER!!
Skal nok snart ud at trave igen ;o)

Linda

Ingen kommentarer:

Send en kommentar