Lærling på egne ben.

Som nævnt havde jeg en kæmpe portion flotte paradis æbler at give mig i kast med.

Jeg havde lånt mig til et "snabel-dyr" for, at sikre at saften skulle bliver så lidt lig den grumsede én af slagsen, jeg sidste år fik frembragt.

De smukke skyllede æbler i toppen, vand i bunden og så bare give den gas på komfuret - og vente på at miraklet sker.

Og miraklet frembragte sandelig saft - af den flotteste røde slags.

Og det i så rigelige mængder. Jeg lod saften køle til næste dag og så fandt jeg en stor gryde frem. Fulgte alle venindens råd nøje: havde købt det helt korrekte gelerings-pulver, rørte op med lidt sukker og så i den kolde saft. Op i gryden med det hele og tilsatte det HVIDE sukker, som ellers aldrig forefindes på matriklen. Men det skulle gå ret for sig!!!!
Det hele blev kogt, skummet, skummet og så lige skummet lidt mere........

Jeg havde hørt godt efter i timen, synes jeg da selv og resultatet blev da også, som forudsagt af eksperten.....

....den klareste, perfekt stivnede og smukkeste farve gelé jeg nogensinde har frembragt. Den er blevet beundret, spist og foræret til højre og venstre.
Udlært er jeg nok næppe, men noget klogere på og endnu mere ærbødig overfor vores formødres evner og kundskaber udi kogekunst og håndværk.