Merlot - Maki og Melancholia

Her har ugen været i hektikkens tegn - og det er blevet til tæt på ingen gennemtænkte og selvudførte måltider.
Til gengæld har jeg haft andre madoplevelser.
Tirsdag var jeg som en del af en bestyrelse inviteret til middag på Restaurant Merlot i Vejle.
Dette må vel siges at være byens Gourmetrestaurant, menuen lød fint afstemt og bestod af:
Appetizer: Røget skinke med tyttebær
Forret: Gratineret havkat med urter og citron- sennepscreme.
Vin: Siciliansk let frugtig hvidvin
Hovedret: Letrøget andebryst med rødvinssauce, nye kartofler og tomatfyldt squash.
Vin: Spansk rødvin, serveret kold
Dessert: Creme Brulé med vanilleis eller oste
Vin: Muscatel eller en frugtig rødvin.

Lokalet var velvalgt, vi havde 1. salen for os selv og selskabet var særdeles hyggeligt.
Appetizeren var fin og forretten gav virkeligt store forhåbninger. Den lækre fisk var perfekt bagt og cremen var en blød drøm af sennep- og citronsmag. Vinen stemte i og harmonerede.

Hovedretten var flot anrettet og så særdeles indbydende ud, da den kom. Et lille nip af andebrystet, som var saftigt og havde den lovede letrøgede smag, gjorde at smilet bredte sig om Madpavens mund............. Lige indtil denne kom i kontakt med den druefyldte rødvinssauce, som var SUR!!! Er godt klar over at syrligheden nok var meningen - men forhåbentlig ikke så meget, at den næste dræbte anden. Desværre overdøvende den syre det meste af retten. En mundfuld af den tomatfyldte squash, var ikke yderligere opmuntrende. Den smagte af næsten ingenting og dét der var af smag, harmonerede, efter min smag, ikke med resten af tallerkenens indhold. Salt og peber - tænkte jeg så...... andre havde samme tanke. Men dette måtte først fremskaffes fra et skab. Det kan være, at det var upassende at spørge efter det, men noget måtte der til. De nye kartofler var der heldigvis intet at udsætte på.
Vinen dertil var af en spøjs statur, fint med en kølig ikke for kraftig spansk sag, men jeg udvekslede blikke med min kollega efter første mundfuld. Eftersmagen var næsten ubestemmelig. Mest af alt mindede den mig om mug, ikke noget jeg indtager ofte eller tilstræber at noget skal smage af, så en lidt svært oplevelse.

Så var det mere opmuntrende da vi nåede til desserten. Jeg valgte ostebordet, som bestod af en 10-12 forskellige ko- fåre- og gedemælks oste. Milde, stærke, blå- og hvidskimlede. Dertil serverede man brød. Jeg smagte blandt andet en gede-brie, en komælks-rødkitost og en lidt stærkere brietype. Alle dejlige og vinen dertil var en let sødmefuld og harmonisk, næsten portvinsagtig rødvin, som jeg desværre ikke fik opsnappet hvor kom fra. Meeeeen jeg manglede lidt noget oste-tilbehør andet end brød! Det kan nemt ske at det ikke er på sin plads, hvis man virkeligt skal nyde ostene, men jeg kan nu godt lide lidt til at bløde op på den intense oste-oplevelse. De der valgte creme bruléen så glade og tilfredse ud.

Alt i alt en fin oplevelse, dog med visse svipsere efter en Madpaves hoved - men det hyggelige samvær opvejede en del af manglerne.

Onsdag var der så dømt Sushi og biograf med en god kollega. Vi indtog Café Nam-Nam, ligeledes Vejle. Da vi begge er "gengangere" og sushi-elskere så vidste vi ret sikkert hvad vi gik efter.
Vi startede med en lækker sprød spizy tangsalat og lune Edamame-bønner med havsalt. Vi fik en dejlig kølig spansk hvidvin, med toner af citrus og sommer.
Snakken gik lystigt og så kom vores lakse-stick med teriyaki-sauce - en lækkerbidsken af en lille forret.
Derefter var vi klar til en rimeligt plain sushi-tallerken, men hvor der alligevel var lidt af det hele. Et par nigiri med tun og laks, nogle Californian-rolls med rejer og grønt samt et par maki-in-side-out-ruller med crab-fish. Alt sammen godt gedint lavet og frisk lækker smag.

Der var absolut ikke noget at udsætte på menuen. Stedet ligger i hjertet af Vejle og betjeningen var venlig. Dog er udsigten til busstoppesteder osv. er ikke den mest inspirerende. Dén gik vi dog ikke meget op i at se på, vi havde det så hyggeligt, at vi pludseligt fik meget travlt for at nå biografen.

Men heldigvis nåede vi det. Vi skulle se Lars von Triers "Melancholia". Meget er sagt og skrevet om lige ham - så det vil jeg undlade. Men lave en gribende, kanon-flot fotograferet film dét kan han!!! Vi fik begge noget til grubleren og det er ikke en film man sådan lige lægger fra sig. Kan kun sige SE DEN! Som altid stort skuespil og drama der kryber ind under huden.